Hendes på én gang uslebne og levende vokal har bragt hende vidt omkring i det danske musikmiljø i meget forskellige konstellationer, som alle dog har haft én fællesnævner: succes. Det ene år fyldte Ane Trolle æteren med små sødmefyldte reggae-popperler sammen med Pato under navnet Trolle//Siebenhaar. Det næste draperede hun lytterne i melankolsk længsel i Trentemøllers kæmpehit, Moan. Hun skabte derudover i samarbejde med Josephine Philip en musikalsk sæbebobleverden i festfyrværkeriet, JaConfetti. Og Anes seneste udspil var det dansksprogede projekt, Balstyrko, som hun skabte sammen med Blæs Bukki og Ormen. Inden da havde hun leget, sunget og improviseret sig igennem de danske klubmiljøer.
I samarbejde med Peter Leth har hun nu forenet de mange forskellige udtryk, stemninger og budskaber, som hun tidligere har skabt med andre, under ét tag på sin første soloplade, Honest Wall. Den er blevet til i løbet af de seneste tre år med inspiration fra Anes rejser under eksotiske og fjerne himmelstrøg, samt ud på de sene nætter i mere hjemlige omgivelser i hendes eget lille kolonihavehus på Amager, og i studiet med producer og musiker Peter Leth.
Det nye album er et koncentreret destillat af Anes bredspektrede univers, og bærer tydelig præg af hendes nysgerrighed og modvilje mod at lade sig binde af én stemning eller ét udtryk. Som hun siger: ”Det ville føles forkert kun at lave en rendyrket plade. Den bliver nødt til at være som en vifte af forskellige humører og lyde, for det er sådan mit sind nu engang er.”
De 12 sange på albummet er komponeret i et tillidsfuldt musikalsk partnerskab med Peter Leth. Tilsammen har de to musikere bidraget med hver deres personlige historier og musikalske tilgange, for at finde fælles fodslag imod målet om at skabe en intens, atmosfærisk og ikke mindst organisk lyd. En overordnet sound, der er tro mod Anes oprindelige vision om tilblivelsen af et soloalbum.
Tekstuniverset afspejler lyduniversets alsidighed. Ane Trolles sange tager udgangspunkt i det nære: svære og alligevel varme familierelationer i sangen Remedy, forlist kærlighed og uforløste følelser i Ribbon Arms og Algae and Bottles, og en entydig hyldest til kunsten og trangen til at skabe, lege og fejre på Honest Wall. ”Singlen Honest Wall handler om passion, nysgerrighed og det at brænde for noget”. En passion som Ane i særdeleshed har taget med hjem fra hendes mange musikalske og dannende eventyr rundt om i verden, men som også er blevet bekræftet af hendes tilknytning til den københavnske undergrund, hvor samme passion danner grobund for en rendyrket kreativitet og samhørighed.
Anes hyldest til kunsten og passionen kan høres på Honest Wall, som udkommer den 22. oktober 2012. Og så kan den ikke mindst opleves live i Lille Vega den 16. November, hvor hun vil fylde scenen med otte af Danmarks bedste live-musikere.
Ane Trolle
facebook.com/anetrolle
myspace.com/anetrolle
Management
Lunar Dust Records
lunardustrecords@gmail.com
Art People / People Group
Nicolaj Bundesen
Mobil (+45) 22655237
Fax 72 21 52 39
nic@artpeople.dk
Press
Salli Mortensen
Mobil: 25187041
salli@alphahun.dk
Booking Agent (France)
Louise Vyff
louise@whosyamama.com
www.whosyamama.com
www.facebook.com/whosyamama
cell + 33 (0) 6 22 62 43 54
Off + 33 (0) 1 45 23 39 15

